ULF særlig støtte – I forbindelse med graviditet og anbringelse

ULF særlig støtte – I forbindelse med graviditet og anbringelse

Hvad er ULF særlig støtte?

ULF særlig støtte er et tilbud om forskellige muligheder for støtte under og efter graviditet, når der er risiko for anbringelse. Formålet er at støtte borgeren i at forstå og være deltagende i eget forløb samt at rumme og bearbejde forløbet.

Tilbuddet indeholder mulighed for bisidder i forbindelse med møder omhandlende vurdering af forældreevne, herunder hjælp til mental forberedelse forud for møderne samt støtte efterfølgende til at repetere og gennemgå mødets indhold. Vi vil også gerne hjælpe med at rumme og bearbejde de potentielt svære følelser, der kan følge med sådanne møder.

Endvidere vil der være mulighed for samtaler og deltagelse i gruppeforløb i forbindelse med sorgbearbejdning, hvor anbringelse har fundet sted.

Da det er meget individuelt, hvilke behov det enkelte menneske vil have i en sådan livssituation, vil vi sammen afklare behov og ønsker, samt hvad der fra ULF kan tilbydes at støtte.

Hvem kan deltage i ULF særlig støtte?

Projektet henvender sig til mennesker med udviklingshandikap og/ eller kognitive eller sociale udfordringer, som er i et graviditetsforløb med særlig risiko for anbringelse, eller hvor anbringelse netop har fundet sted. Støtten er også for personer, hvor risikoen for anbringelse eller erkendelse af utilstrækkelig forældreevne har været afgørende årsag til beslutningen om abort.  

Tilbuddet er gratis og kræver ikke medlemskab hos ULF.

Etik

ULF arbejder altid 100% ud fra barnets tarv, og vi har tillid til, at både forældre og kommunale sagsbehandlere vil barnet det bedste. Alle ULF-medarbejdere vil derfor agere neutrale i en evt. bisidderrolle, og vi kan og vil ikke forsøge at påvirke barnets sag, ej heller borgerens eller fagpersoners holdninger eller vurderinger. Desuden tror vi på, at alle er mester i eget liv, så vores fokus vil være på at støtte frem for at føre borgeren igennem forløbet.  

Finansiering og ophav

Projektet finansieres med midler fra Helsefonden, hvorfra der er bevilget 948.930 kr. til udvikling og udførelse af projektet. Projektet vil køre fra april 2024 til juni 2026.

Idéen til projektet udspringer fra vores tilbud om ULF Forældreforløb, hvor fokus er at klæde mennesker med udviklingshandikap på til kvalificeret beslutningstagen omkring forældreskab. Se evt. mere om Forældreforløbene her; https://www.ulf.dk/projekter/ulf-foraeldreforloeb/. Det er håbet, at projekt Særlig Støtte vil fortsætte sammen med ULF Forældreforløb, efter at projektperioden er udløbet.

Folder til borgerne kan du downloade lige hér:
Folder til fagprofessionelle kan du downloade lige hér: